Internationalt – VG-udveksling med highschool i USA
VG har en helt unik udvekslingspartner i den lille by Plainfield i det naturskønne Vermont i det nordøstlige USA. Her får 2g-elever med engelsk i studieretningen chancen for at tilbringe 3 uger på Twinfield Union School, privat indkvarteret hos lokale familier.
Skolen er meget anderledes end VG. Eleverne møder ind hver morgen til morgenmad og 20 minutters samling, hvor de sidder i mindre grupper, gerne i rundkreds og i gyngestole, og snakker lidt uformelt med en lærer, inden de går til time. Hver elev skal yde 20 timers ‘community service’ om året de fire år i gymnasiet som en del af deres endelige diplom. Det kan fx være at fungere som mentor for en yngre elev, indsamle aflagte halloween-kostumer eller arrangere opsamling af skrald i naturen. Lærerne er utrolig omsorgsfulde og opmærksomme på deres elever, og man fornemmer, at de føler et stort socialt ansvar for dem.
Når VG-eleverne er tilbage igen, er det deres tur til at påtage sig værtsrollen for de 20 unge forventningsfulde amerikanske gymnasieelever og deres lærere i 3 uger. Under deres ophold i Danmark er de skiftevis på tur eller deltager i den almindelige eller særligt tilrettelagte undervisning på VG.