Hyggelig, varm og festlig afskedsreception for VGs afgående rektor Mette Kynemund
Gæsterne ankom til jazzede toner fra VGs lærerkvartet, da der blev ringet ind til afskedsreception for VGs afgående rektor Mette Kynemund tirsdag d. 17.12.24.
Det var en rørende, festlig og ordrig eftermiddag med talrige taler ved bl.a. bestyrelsesnæstformand Simon Pihl, VGs vicerektor Birgit Riedel Langvad, rektorkolleger, elever og lærerrepræsentanter. Derudover gav musicalholdet en musikalsk smagsprøve fra årets musical.
Samstemmende for talerne fra bestyrelse, samarbejdspartnere og kolleger var glæden ved Mettes varme, nærværende og kompetente ledelsesstil, hendes åbenhed og nysgerrige tilgang til opgaver og udfordringer i hverdagen. Mette selv understregede da også netop nysgerrigheden som en medvirkende årsag til karriereskiftet. Det, og så muligheden for mere tid med netop det nære – familien.
Vi ønsker Mette alt godt fremad i livet og siger en stor tak for årene på VG.