Genbesøg på VG fra Badalona og Grønland

Genbesøg på VG fra Badalona og Grønland

Fra torsdag d. 2/5 til onsdag d. 8/5 har VG haft besøg fra vores spanske venskabsgymnasium i Badalona. Selvom det danske vejr ikke viste sig fra sin bedste side, blev det til mange gode oplevelser.
Spanierne har prøvet at gå i dansk skole på VG, hvor de blandt andet har haft spansk, engelsk og idræt. De har lært de danske elever at spille spanske spil, været på heldagstur til København, hvor de både oplevede Rundetårn, Amalienborg, Marmorkirken – og ikke mindst hagl og sne. Om mandagen var de på cykeltur i lokalområdet – og nogle sprang endda i Furesøen. Den sidste dag var de danske og spanske elever på Frilandsmuseet, hvor de skulle lave små videoer, prøve autentisk tøj og stå på stylter.
I september tager de danske værtselever til Badalona, hvor spanierne har lagt program.
I denne uge (6-10.5.2019) har VG besøg fra Grønland.  12 elever og to lærere fra gymnasiet i Nuuk deltager sammen med 20 VG elever i udvekslingsprojekt om bæredygtigtighed. De to rejser har haft et fællestema, nemlig fødevareproduktion. Da VG i august sidste år var på besøg i Nuuk, arbejdede vi med grønlandsk fiskeri. Et stort og vigtigt erhverv i Grønland, der er udfordret, og hvor bæredygtige tiltag kan være vejen frem.
Her i Danmark har vi beskæftiget os med produktionen af svinekød. Vi har besøgt et konventionelt landbrug, talt med Danmarks naturfredningsforening om miljøproblemerne ved landbruget, og været en tur i Mølleåen for at forsøge at måle os frem til udledningen af kvælstof i vores vandløb.
Dertil har en stor del af projektet handlet om kulturmødet mellem unge fra Danmark og Grønland, og vi har fundet ud af at vi slet ikke er så forskellige 😄