Biologi

Biologi C

2017 Læreplan

Hvordan kommer man i god form? Hvorfor er det oftest drenge, der bliver farveblinde? Hvorfor er sex en nyttig opfindelse? Hvordan skal fremtidens natur se ud?

Forståelse af vores omverden og os selv er en central del af biologiundervisningen på VG. Med biologi C får du en grundlæggende viden om sundhed, natur, genetik og bioteknologi. Du skal sammen med din klasse lave iagttagelser og øvelser og lære at tolke resultaterne. Herigennem vil du også få indsigt i de metoder, der anvendes i biologi.

  • Der gives en mundtlig karakter.
  • Du kan komme til mundtlig eksamen.

Biologi B

2017 Læreplan

På B-niveau bliver du klogere på gamle såvel som nye emner. Du fordyber dig i nye og aktuelle problemstillinger f.eks. Covid 19. Du vil lære, hvordan kroppen bekæmper en infektion og diskutere mulighederne for at helbrede sygdomme ved hjælp af stamceller. Skriftlige hjemmeopgaver hjælper på din forståelse af de biologiske sammenhænge og begreber.

  • Der gives en mundtlig og en skriftlig karakter.
  • Du kan komme til mundtlig eksamen.

Biologi A

2017 Læreplan

På A-niveau arbejder du mere selvstændigt med problemstillinger indenfor sundhed, medicin, miljø, biologisk produktion og bioteknologi.

Du får indsigt i mennesket som biologisk organisme og faktorer med betydning for sundhed og menneskets fysiologi. Alle de emner du skal arbejde med hænger direkte sammen med verden omkring os – fra multiresistente bakterier til doping og epidemier. Desuden får du en faglig baggrund for at forstå betydningen af biodiversitet, bæredygtig udvikling og miljøbeskyttelse.

Vi skal se på livets udvikling, evolution, økosystemer under forandring, og måske undersøge, hvordan gensplejsede organismer kan være med til udvikle bæredygtige brændstoffer. Viden om livets byggesten – DNA – giver dig forståelse af nye genværktøjer som CRISPR, som måske kan helbrede arvelige sygdomme og kræft i fremtiden, men som også kan anvendes til at udrydde myggearter som spreder Malaria og Zika-virus.

 

Biologi og kemi arbejder sammen om en række emner som fx ølproduktion eller lægemidler, hvor du i kemi selv går i laboratoriet og fremstiller lægemidler, og i biologi lærer om, hvordan lægemidlerne virker.

Med matematikken laver vi beregninger i behandlingen af vores forsøgsdata, og vi laver modeller over sammenhænge og processer.

  • Du lærer at designe og udføre forsøg.
  • Du kommer både ud i naturen og ind i laboratoriet.
  • Med biologi A bliver du bedre til at forstå de mange informationer med biologisk indhold, du får fra bl.a. aviser, tv, radio og internettet. Derved bliver du også bedre til at diskutere biologiske problemstillinger i vores samfund.
  • Du bliver trænet i at opstille biologiske problemstillinger og finde svarene på disse.

Ønsker du at læse fx folkesundhedsvidenskab, sygeplejerske, fysioterapeut eller bioanalytiker, er det oplagt at vælge studieretning 5. Den giver desuden adgang til mange humanistiske og alle samfundsvidenskabelige uddannelser.

Vælger du Biologi A sammen med Matematik A bliver du særdeles godt kvalificeret til naturvidenskabelige og sundhedsvidenskabelige studier som fx medicin, veterinærmedicin, biomedicin eller biokemi.

  • Der gives en mundtlig og en skriftlig karakter.
  • Du kan komme til mundtlig og skriftlig eksamen.

 

På VG kan du få:

Biologi på C-niveau: Obligatorisk på VG i 1g.

Biologi på B-niveau: På alle studieretninger skal du vælge et naturvidenskabeligt fag på B-niveau, som du får i 3g.

Biologi på A-niveau: På studieretning 5, dvs. et 3-årigt fag

 

Hvad arbejder man med i biologi?

 

I løbet af dine 3 år vil du blandet andet opleve:

 

· Bioscience Camp: Vores årlige tur, hvor du lærer at udføre undersøgelser i felten.

· Adventuresport: Vores faste studieretningstur med din klasse med fokus på fysiologi, motion og udholdenhed.

· Biologi Symposium, hvor 2g’erne holder oplæg for 1g’erne om aktuelle og spændende emner.

· Deltagelse i konkurrencer. Mulighed for at afprøve dig selv i den landsdækkende konkurrence ”Drughunter” arrangeret af Lundbeck og den internationale Biologi Olympiade ”Bio OL”.

· Besøg på virksomheder eller oplæg af dygtige folk her på VG

· Spændende eksperimenter. Biologi er eksperimentelt fag, så meget af din viden får du gennem praktiske øvelser.