Besøg af den amerikanske ambassadør Alan Leventhal på VG.

Besøg af den amerikanske ambassadør Alan Leventhal på VG.

Klokken er 9.30 en onsdag formiddag i marts, studiesalen på Virum Gymnasium bliver stille og roligt fyldt op med forventningsfulde samfundsfagselever. Pludselig kører en bil med blå nummerplader og tonede ruder frem på pladsen foran gymnasiet. En høj fyr i jakkesæt og med øresnegl i øret træder frem og åbner døren til bilen. Den amerikanske ambassadør, Alan Leventhal, kommer til syne med et bredt smil og hilser den lille gruppe, der står og tager imod ham med et ”Hello everybody!” Jeg var så heldig at få muligheden for at være en del af denne gruppe, der skulle byde ham velkommen til Virum Gymnasium. Efter han giver hånd til vores rektor, Mette Kynemund, rækker han hånden frem mod mig og introducerer sig selv. Vi leder ham ind i salen til alle de fremmødte elever, hvor han skal holde et oplæg. Han fortæller kort om sig selv og hvordan han endte som ambassadør for USA i Danmark. Han kommer også ind på nogle af de primære prioriteter, han har i sit job, bl.a. fokuserer han på demokrati, Arktis og involvering af unge. Han åbner herefter for spørgsmål fra salen, hvor eleverne spørger interesseret ind til alt fra fastholdelse af Arktis som et lavspændingsområde til hans hverdag som ambassadør samt USA’s fokus på den grønne omstilling, demokratiets tilstand og våbenlovgivningen. Det er meget interessant at høre, at han opfatter det amerikanske demokrati som velfungerende, specielt når vi i Europa ofte hører bekymringer fra eksperter om det modsatte.

 

Undervejs får vi alle, og Danmark især, rigeligt med ros fra Alan Leventhal, der fremhæver hvor godt vi har det her med gratis uddannelse, et velfungerende hospitalsvæsen og ikke mindst et kongehus. Jeg synes, det er imponerende, at en person som den amerikanske ambassadør, som man må formode har en travl hverdag, tager sig tid til at besøge gymnasier som Virum Gymnasium, for at fortælle om verden uden for uddannelsessystemet. Det giver os elever en fantastisk mulighed for at få et bredere perspektiv og sammenkoble den teori vi får præsenteret i undervisning, med den viden som ambassadøren kom med og bruge det vi har lært til at fortolke hans udsagn. Der er ingen tvivl om, at et besøg som dette er en enestående mulighed ikke mange får – og at det giver et unikt indblik i international politik og et perspektiv på verden omkring os fra et amerikansk synspunkt.

 

Af: Mathias Barfoed
Gymnasieelev på Virum Gymnasium